Hverdagsmagi:

Untitled

Bagside tekst:
De fleste kan sikkert erklære sig enige i, at det er magisk eller ligefrem uhyggeligt, når et spøgelse vælger at slå sig ned i ens hus. Det er også magisk at være mor, lave shamanistiske rejser eller komme tilbage i tiden og opleve tidligere liv. De færreste kan forestille sig, at et trafikuheld, en tandbyld eller en fyring kan være magisk – men det kan det.
Hverdagsmagi indeholder 10 fortællinger fra forfatterens almindelige liv. Et liv der leves som de fleste andre med glæder, sorger, latter, succes og fusere. Midt i det hele flyder magien, også selv om vi ikke formår at sanse den.
Fortællingerne i bogen opfordrer til at stoppe op i almindeligheden, løfte hovedet, blive stille indeni og tænde for bevidstheden. For magien ligger der, frit og tilgængeligt, lige foran os.
Uddrag af bogen:
Jeg så mig selv som midaldrende kone iført lysebrunt og slidt vadmelstøj. Jeg stod ved et enormt bål og råbte og skreg sammen med mange andre mennesker. Jeg kunne se de andres fordrejede, spottende ansigter, fulde af ophidselse over det, der skete. De råbte ad den kone, som jeg nu kunne se stå fastbundet i bålet. De kaldte hende heks, forbandede hende og glædede sig over hendes ulykke. Jeg råbte med. Jeg spottede hende også og truede ad hende med min knyttede næve. Jeg turde ikke andet. Konen på bålet havde været min gode veninde; hun havde hjulpet mig mange gange, når det kneb, og vi havde haft et tæt og fortroligt forhold.

Bogen kan købes hos mig: karin-telling@hotmail.com eller på http://mellemgaard.dk/product/hverdagsmagi-1374/
Bogen koster 150 kr for papirudgaven og 79 kr. som e-bog.
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag om bogen, også i private hjem, hvis man kan samle mindst 10 tilhørere.

Her er et link til et radio interview, hvor jeg fortæller om bogen og mit foredrag:
https://www.radioaalborg.dk/hverdagsmagi-med-karin-joergensen/

 

 

Boganmeldelser:

 

Ole Sohn: “De drog mod øst”

Det er en ret upåagtet del af dansk udvandrerhistorie, der redegøres for i denne bog. Mens der er et righoldigt materiale om udvandringen til Amerika, fortælles her en anden historie, nemlig udvandringen mod øst, mod Rusland og Sibirien fra 1864 til 1919.                                                                           Mens årsagen til emigrationen mod vest ofte var ønsket om at skabe sig en bedre tilværelse grundet fattigdom og de ringe udsigter herhjemme for fattigfolk, var årsagen til udvandringen mod øst en ganske anden. Der var nemlig bud efter kvalificeret arbejdskraft, nemlig inden for mejeridrift i Rusland og senere i Sibirien. Da Store Nordiske Telegrafselskab 1869 havde fået koncession på at lægge telegraflinjer gennem Sibirien, var der også brug for ingeniører, håndværkere, kontorfolk m.fl.  – Mens der til USA emigrerede omkring 300.000  i tidsrummet 1868 – 1908, var der godt 2.000, der drog mod  øst. Vi følger mange af disse danskere i det fremmede, deres arbejde og personlige forhold. Kun få af dem rejser hjem igen, mange gifter sig derude, og man får indtryk af en nyttig og værdsat indsats i det fremmede. Men de politiske omvæltninger i 1900´tallet går ikke blidt hen over vore landsmænd, og navnlig efter revolutionen i 1917 bliver det en helt anden tilværelse for dem, der indtil da har tilhørt den besiddende og uddannede klasse, og mange vælger at rejse/flygte hjem til Danmark..                                                                                                                                                                         Det er en meget interessant bog at læse. Teksten fortæller i et klart og medlevende sprog og balancerer på værdig vis mellem personhistorier, levevilkår og senere de politiske ændringer. Bogen har et rigt billedmateriale, ledsaget af forklarende tekster, og billedsiden fylder nok mere end teksten.  Bogen, i stort format,  giver et vel dokumenteret indtryk af dette enorme land,  dets natur og befolkningsgrupper. Det er godt nok en fagbog, men den er spændende at læse som en god, dokumentarisk roman, hvor også “de medvirkende” kommer til orde, når der citeres  fra breve og erindringer eller fra forfatterens møder med efterkommere.

Ingrid Jensen

To fantastisk gode bøger til juleferien:

Harper Lee: Sæt en vagtpost ud
2009-07-12 07.13.47
Som ung læste jeg Harper Lees `Dræb ikke en sangfugl´mange gange, og jeg skal nok have læst den igen, for det er mange år siden sidst. Nu har jeg læst fortsættelsen, og den lever helt og fuldt op til den første bog.
Scout vender hjem fra New York og opdager, at de mennesker hun kender og elsker, ikke længere deler hendes mening om den raceproblematik som raser i 1950 ´erne – eller måske er hun forud for tiden og ånden i syden – set med bagklogskabens øjne. Samtidig får man fortalt de skønneste, firnurligste og ikke mindst rørende historier fra Scouts teenagetid, så man bliver ført tilbage til stemningen i `Dræb ikke en sangfugl´. Det eneste “dårlige” jeg kan sige om bogen er, at den ikke ret lang. Så må jeg bare håbe, at Harper Lee vil skrive noget mere, og at der ikke går så lang tid, inden hendes næste bog kommer på markedet.

Louise Zeuthen: Krukke

2009-06-06 04.33.40
Jeg må med skam melde, at jeg aldrig har læst nogle af Suzanne Brøggers bøger. Min mor læste dem alle og var meget begejstret for hende. Nu har jeg læst en biografi, og det var spændende læsning. Så spændende, at jeg pludselig syntes, at min barndom og ungdom var usigelig kedelig, normal, forudsigelig – men tryg. Det kan man ikke sige om Suzanne Brøggers. Hun levede et hårdt liv, så meget, at hun blev nødt til at omskabe sig selv til den myte, hun blev. Men det er fascinerende at læse om hendes meritter, tanker og meninger. Da bogen var færdiglæst, gik jeg i mange dage efter og tænkte over, hvor forskelligt liv kan leves. Ikke at jeg ikke vidste det i forvejen, men bogen gjorde stort indtryk på mig og fik mig til at reflektere – både over Susanne Brøggers liv og mit eget. Og jeg ved godt, hvilket liv jeg foretrækker.
Jeg kan varmt anbefale bogen.

Jens Andersen: Andersen

SDC10185

Jeg har hørt, at når man når en vis alder, sker der et umærkeligt bogskifte i ens indre læsehest. Fiktion er ikke længere interessant,  i stedet kaster man sig over biografier. Den alder har jeg haft i et stykke tid, men jeg synes, det er svært at finde biografier, der er interessante. At læse om Anders Fogh og George Bush har jeg simpelthen ikke lyst til. Så faldt jeg over Jens Andersen, en dansk forfatter, som har skrevet en del biografier og blandt anden om H.C. Andersen. Den kan jeg anbefale. For det første skriver Jens Andersen i et sprog, som er en fornøjelse at læse og for det andet forstår han at åbne H.C. Andersens verden, så jeg blev fyldt af forundring, beundring og en del refleksion –  det sidste fordi jeg kunne læse, at Janteloven, selv om den på daværende tidspunkt ikke var opfundet, havde sin storhedstid i København i de år, og jeg ikke helt kan udelukke, at jeg selv ville have befundet mig  på første række i flokken ad nedadvendte tommelfingre.
Ikke alene får man et indblik i H.C. Andersens liv og virke, men også et billede af Danmark og omverdenen på den tid, hvor der skete store forandringer både politisk, teknisk og holdningsmæssigt.
Bogen kan til tider være lidt langtrukkent at læse, men hold ud, bliv ved, den er en guldgrube af viden om den tid og selvfølgelig om H.C. Andersen. Bogen er flot illustreret med malede portrætter og fotos, samt H.C. Andersens mange tegninger og papirklip og efter endt læsning sad jeg tilbage med en følelse af ærefrygt – på trods af alle sine særheder, opblæsthed, selvglæde, opvækst og modstand klarede han den. Det kan jeg godt beundre.

 

Tor Nørretranders: Civilisation 2.0

2009-04-07 12.56.07
Jeg vil gerne slå et slag for Tor Nørretranders bøger. Han skriver simpelthen godt. Hans brug af ord, vendinger og humor er, for at bruge et gammelt ord, vederkvægende for både hjerne, hjerte, krop og sjæl. Store ord, men jeg synes, jeg bliver klog af at læse hans bøger, hvilket vel godt kan være tiltrængt. Ovenstående bog er fra 2006, men alligevel er der meget ny viden, i hvert fald for mig, at hente. Teksten indbyder til eftertanker, refleksion og i den grad glæde over, at verdenen også kan anskues så positivt og opløftende, selv om Tor Nørretranders ikke kunne vide noget om den økonomiske krise, der indtraf et par år senere.
Jeg vil også gerne anbefale en anden bog fra Tor Nørretranders hånd: At tro på at tro. Også her er der megen viden at hente – især om Jesus fra Thomas evangeliet, men også om så meget andet. Filosofi, fysik, psykologi og religion.
Jeg må indrømme, at Tor Nørretranders bog, Mærk verdenen – den han blev kendt på, er for indviklet for mig at komme igennem. Jeg har forsøgt, to gange, men jeg har svært ved at følge med. Det siger bestemt mere om mig end om bogen – måske, om føje år, henter jeg den igen hjem fra biblioteket og prøver at fordybe mig i den, i håbet om, at jeg i de mellemlæggende år er blevet lidt klogere og derfor bedre kan fatte bogens indhold. Måske er jeg for optimistisk, men ovenstående to bøger kan jeg i den grad anbefale.

John Williams: Butcher´s crossing
2009-03-04 21.05.38
Jeg synes, John Williams igen har skrevet en fremragende bog. Han har også skrevet Stoner, som jeg har anmeldt tidligere.
Butcher´s crossing foregår i et helt andet miljø. En ung mand dukker i 1873 op i en lille flække, Butcher´s crossing i midtvesten i USA, på den tid hvor der var penge i bison skind, store penge endda, det som førte til, at bisonen var tæt på at uddø.
Den unge mand drager sammen med tre andre mænd ud til en ukendt kløft i Rocky Mountains for at skyde bison. Deres kamp mod naturens kræfter og i det hele taget for at overleve er barsk, ja ofte nervepirrende. Da det hele er slut er meget ændret.
Jeg kan i aller højeste grad anbefale bogen. Det eneste minus er, at nogle er skildringerne måske er en anelse langtrukne. Alle plusserne er skildringer af mennesker, som lever deres liv som produkter af tid, sted og holdninger – akkurat lige som alle vi andre.

 

Boganmeldelse af Ingrid Jensen: Sjælens gerning

Martin Booth: “Sjælens gerning” oversat fra eng. 2000
Alexander, englænder, kaldet Sjurik, fylder 80 år, og på denne dag går han sin sædvanlige rute gennem den russiske landsby, hvor han har boet i 20 år efter uretmæssigt at have tilbragt 25 år siden 1958 i en sibirisk fangelejr. Fra disse to perioder berettes der skiftevis bogen igennem med detaljerede beskrivelser af såvel landsbyen og dens beboere som af tiden i kulminen og af det arbejdshold, han her var en del af. På forunderlig vis lykkes det forfatteren sprogligt at forene den hårde virkelighed her og der med fine naturbeskrivelser, kloge tanker og et strejf af poesi sammen med en stærk oplevelse af venskab og værdighed. Men Sjurik er urolig for fødselsdagen, for han har efter alle disse år modtaget et brev – – – . Dette brev og spørgsmålet om, hvorfor han kom til landsbyen og blev der, bærer en stille spænding bogen igennem og gør læsningen let og ubesværet. På bogens bagside introduceres den med følgende ordvalg”…en varm og lavmælt hyldest til livet, friheden og venskabet mellem mennesker.”

 

 

Charlotte Rørht: Jeg mødte Jesus

SDC10110

Journalisten Charlotte Rørth mødte Jesus på en arbejdsrejse til Spanien i 2009. Inden da havde hun oplevet forskellige uforklarlige hændelser, som hun ikke havde tænkt nærmere over eller valgte bare at skubbe væk. Forfatteren er nemlig en ganske almindelig, jordnær, intellektuel, kultiveret dansk kvinde. Ikke det mindste religiøs, men en som passer sit job, sin familie og sit hus, mens hun prøver at leve op til egne krav om ordentlighed.
Efter mødet med Jesus er alt forandret. Forfatteren er bange for at miste sin fornuft, sin familie og blive anset for at være vanvittig eller i bedste fald som en skør excentriker.
I bogen følger vi hendes bestræbelser på at finde ud af, hvorfor det skete og hvordan hun skal leve sit liv med sin vished om, at Jesus er virkelig og at han virker her og nu.
Selv har det været lidt overraskende for mig at læse hendes bog. Jeg overraskes ikke over, at man kan møde Jesus, men over at hele det spirituelle univers er så fremmed for forfatteren – at hun aldrig før har tænkt i de baner, men kun har brugt den logiske, intellektuelle og videnskabelige tilgang til verdenen. Det forandres for forfatteren, og som læser glædes og røres jeg gang på gang – og lærer, for Charlotte Rørth kommer vidt omkring i sin søgen efter at lære at leve med sin fundamentale længsel efter Jesus eller Gud – den længsel eller ensomhedsfølelse som jeg mener ligger dybt i os alle.

 

Martin Bigum: Min personlige kunsthistorie

SDC10107

Denne bog er ikke skønlitteratur, men den er værd at læse alligevel. Den er, som titlen fortæller, den danske kunstner Martin Bigums personlige kunsthistorie, og det siger ikke så lidt.
Jeg har nydt at læse den. Jeg stødte første gang på Martin Bigum som teenager, hvor han tegnede for magasinet MAD. Den gang kunne jeg godt lide hans tegninger, jeg syntes, de var sjove. Siden er han blevet en international anerkendt kunstner og det er fuldt forståeligt. Bogen er fyldt med farvefotos af hans billeder, og jeg synes de er fantastiske. Intet mindre. Han blev inspirationen til de næste mange malerier jeg selv har malet – uden at jeg ellers skal sammenligne mine billeder det mindste med hans, det ville være som at sidestille en hotdog fra Aggersundgrillen med en udsøgt ret på Noma. Martin Bigums billedunivers er helt specielt – nærmest tegneserieagtigt, og så er det farverigt, levende og medrivende, akkurat lige som bogen – for skrive kan han også. Samtidig med at det er en kunsthistorie, tager bogen os med på en rejse tilbage til 70´erne og 80´erne, der er så meget genkendeligt, som jeg helt havde glemt. Jeg blev helt nostalgisk. Martin Bigum er også kendt fra kunstquizsen på DR K.

 

 

 

 

SDC10101

Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi
Har du lyst til at læse en rigtig god, ustyrlig morsom, alvorlig, poetisk, charmerende og rablende bog, så læs denne. Den passer til en afslapnings dag eller aften, hvor man, samtidig med at ens latterbrøl runger ud i stuen, kan nyde de beundringsværdige metaforer (jeg er noget af en metafornørd – jeg kan nyde metaforerne, når de virkelig klinger, hvilket de gør i denne bog) og glæde sig over den magi, som bogen også er fyldt med.
Vi følger Matti og hans bedste ven Niila – alene skildringen af hvordan deres venskab opstod er guld værd, der vokser op i Nordsverige. De liver i en forfrossen verden langt fra alfarvej,opdager rockmusikken, piger og livet, alt i mens vi læsere får et indblik i de voksnes verden, som stædigt holder fast i egnens stolte traditioner som armlægningskonkurrencer, saunabadning, hjemmebrænderi og slægtsfjentligheder.

 

Boganmeldelse af Ingrid Jensen 17. maj 2015
Ingrid Jensen bor i Esbjerg og er mor til en god veninde. Ingrid er meget belæst, og her anmelder hun især lidt udsædvanlige og gode bøger – ikke de bøger vi alle læser, her tænkes på Kenn Follet, Jussi Adler Olsen, osv, men  gode bøger man ikke lige hører om fra venner og bekendte

Iréne Némirovsky: Storm i juni.
Manuskriptet til denne bog har en meget speciel historie, som nøje er knyttet til forfatterindens skæbne. Iréne Némirovsky var jøde, flygtet fra Rusland i 1919 til Paris, hvor hun tidligt får stor succes som forfatter. Hun er fuldt bevidst om den voksende antisemitisme, og da tyskerne i begyndelsen af 2. verdenskrig har besat Frankrig og udsteder dekreter om bosiddende jøder, aner hun tragedien.  Hun og hendes mand sørger for, at deres to små døtre flytter med deres barnepige på landet. I 1942 overlader hun pigernes værge en kuffert indeholdende en kladde, der viser sig at være de to første bind af et planlagt fem binds værk, der skulle hedde Fransk symfoni. Kort efter bliver hun og senere hendes mand arresteret og ført til  Auschwitz, hvor døden venter dem. Ved forskelliges hjælp lykkedes det døtrene at holde sig skjult, de overlever krigen og har nu et dyrebart manuskript i eje. Først mange år efter læser de det, men må bruge lup for at tyde de tætskrevne sider, og mere end 50 år efter udgives så Storm i juni og Dolce, her samlet i ét bind. Alt dette redegøres der for i et fyldigt forord.

Storm i juni beskriver parisernes flugt, da tyskerne nærmer sig byen. Det er overklassen, der beskrives. Vi følger den store familie Péricand, samt en egocentrisk forfatter, en rig ungkarl, en demoraliseret bankmand og deres elskerinder. Bogen giver et nærgående og ikke videre flatterende portræt af disse, af forholdet herskab og tjenestefolk imellem, af deres eksklusive levevis og viser deres manglende empati. Kun et enkelt, mere sympatisk par fra den lavere middelklasse figurerer i denne turbulente periode, hvor alle vil hytte deres eget skind. På forunderlig vis formår forfatterinden at kombinere situationsbeskrivelse og personportrætter med en levende sansning af naturen og årstiden. Af og til lettes den dystre stemning af et lettere komisk anstrøg, og fortællestilen holder spændingen ved lige bogen igennem, ligesom det er en nydelse at læse dette levende, flydende og billedskabende sprog.

Dolce. I denne bog er vi på landet og møder bønderne og den tyske besættelsesmagt. Deres indbyrdes forhold beskrives nøje og forskelligt, som det er fra person til person. Også her møder vi mennesker, der i kraft af titel og arv føler sig højt hævet over andre. Personer fra 1. del optræder sporadisk igen, og i efterfølgende bilag, der viser forfatterens tanker og planer med værket, kan vi se, at nogle personer vil videreføre historien. Iréne Nimérovsky siger her…”det, jeg vil gå i dybden med, er det hverdagsagtige, følelsesbetonede liv, og frem for alt det komiske, det byder på”. –                                                    Den tålmodige læser bliver rigt belønnet ved læsningen af denne bemærkelsesværdige bog.

 

Boganmeldelse af Ingrid Jensen:

Jean Kwok: “Midt imellem”.
Titlen refererer til at stå mellem to kulturer, som det bliver tilfældet for den 11-årige Kim, der med sin mor kommer fra Hong Kong til New York for at starte en ny tilværelse hjulpet hertil af mosteren. Men det bliver et hårdt liv med arbejde på dennes tekstilfabrik, en ussel bolig i Chinatown og ekstrem fattigdom. For Kim bliver det et dobbeltliv mellem skolen, hvor hun prøver at skjule elendigheden, og livet med moderen, som hun hjælper på fabrikken. At forstå en anden kultur er en næsten uoverstigelig barriere. Kims matematiske begavelse sikrer hende chancen for en uddannelse, der vil kunne gavne både mor og datter. Skal hun vælge denne i stedet for kærligheden til den unge tekstilarbejder? Igen et midt-imellem. En fængslende og gribende fortælling, der delvis bygger på forfatterens eget liv. Bogen er meget rost – oversat til 15 sprog. Både unge og ældre læsere vil kunne få megen glæde af at læse den.

 

 

 

HVER FUGL SYNGER

Foto: Jacob Jørgensen

Foto: Jacob Jørgensen

 

Denne bog, ‘Hver fugl synger’ vil jeg gerne anbefale. Det er en antologi, hvor 28 forfattere her fra Jammerbugt kommune har bidraget. Bogen er rigt og smukt illustreret og teksterne spænder bredt fra fødsel til den indre virkelighed, kærlighed, døden og håb for fremtiden.
Jeg har selv bidraget med to tekster: Tandpinerejsen og Havet i mit indre. Bogen kan købes for 270 kr ved henvendelse til mig – pengene går ubeskåret til dækning af udgifterne til bogens udgivelse.

Her følger min ene novelle fra antologien: ‘Tandpinerejsen’ :

Tegning af Piet Pedersen, gengivet her med Piets tilladelse.

Illustation af Piet Pedersen, gengivet her med Piets tilladelse.

 

Tandpinerejsen

Mandens knytnæve ramte min venstre kæbe med sådan en kraft, at jeg ramlede ned på gulvet.  De tomme flasker, som var blevet tømt i løbet af natten, væltede og klirrede. Mændenes raspende latter lød som rævenes nattegøen, og en kvinde skingrede og kaldte mig møgluder. Med flaskerne rullende over det ru beskidte gulv, kom smerten.
En materiegul klinge skar sig ind i mine tænder, borende og flænsende, så jeg måtte vågne og sætte mig op i sengen. Klingen var der stadig. Jeg løftede hånden og lagde den på kinden. Den føltes hævet og rød. Så forsvandt smerten og kom først igen sidst på eftermiddagen. Det var fredag og tandlægen holdt weekend.
Mandag morgen, efter en søvnløs nat, slæbte jeg mig ind og satte mig i tandlægestolen. Min venstre kind var svulmet op, som havde en fremmed vækst taget bolig i den. Ligheden med Quasimodo var slående.
Jeg blev røntgen fotograferet, tænderne undersøgt og analyseret. Den endelige diagnose lød på tandbyld. Bylden skulle udvikle sig noget mere, før dens tilholdssted kunne fastslås. Jeg kørte hjem og styrede direkte ind i seng. Smertestillende piller og penicillin blev den eneste form for fast føde.
Et par dage efter blev en tand rodbehandlet. Det hjalp ikke. Klingen savede videre og holdt kun pause, når pillerne tog over. Jeg var ved at være desperat og foreslog tandlægen at rykke tænderne ud. I stedet rodbehandlede han en anden tand, som var under mistanke.
Nu meldte penicillinen sig. Bylden svandt, jeg fik lidt appetit og smerterne fra den gule klinge begyndte at falme. Det gav mig overskud til at tænke. Hvorfor får jeg sådan en tandbyld? Jeg vidste alt om bakterielle angreb, men hvorfor var der pludselig grønt lys i mine tænder for deres indtrængen? Jeg følte mig træt og udslidt. Smerterne plagede mig stadig, især om natten, så jeg besluttede at foretage en helbredsopgradering. Jeg ville tage på en rejse.
Af religiøs overbevisning definerer jeg mig selv som shamanistisk buddhistisk kristen. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge, det er ikke det som tæller, men efter mange års tænkning, læsning og praksis kan jeg tilslutte mig elementer fra de tre religioner. Nu ville jeg på en shamanistisk rejse, noget jeg ofte gør, når livet strammer.
Om fredagen tog jeg et tykt lammeskind og min taske med raslere, et tørklæde, et hæfte samt en tusch med ud til det sted i haven, hvor jeg mediterer og foretager shamanistiske rejser. En ægte shaman ville nok ryste på hovedet af mig, for jeg tror ikke rigtigt på ånder. Jeg afbrænder heller ikke salvie og renser mine ting i røgen og så bruger jeg ikke trommer. Jeg kan ikke rejse og tromme på én gang. I stedet lægger jeg lammeskindet oven på en bunke pilegrene. Tørklædet placerer jeg der, hvor mit hoved skal ligge, raslerne lægger jeg i græsset og finder hæftet og tuschen. Jeg sætter mig på lammeskindet og kigger ret frem for mig. Det er en tidlig morgen først i marts. Disen kommer rullende mellem træerne, tyst og hemmelighedsfuldt, som har elverfolket lige forladt stedet. Dugdråber drypper fra træerne ned i græsset med en saftig lyd og vinden hvisler stille i de blege græsstrå.
Jeg formulerer en bøn i mit hoved, som skal være udgangspunkt for min rejse: ”Jeg vil gerne bede om healing, så jeg kan blive rask og om en eventuel forklaring på tandbylden, hvis den kan gives”. Det sidste tilføjes, fordi jeg har erfaret, at det er umuligt at få oplyst Guds plan med det hele.
Når jeg har skrevet sætningen i hæftet, beder jeg til Jesus og fremsiger min bøn. Jeg tager raslerne og rejser mig op. Rasler i retning af hvert verdenshjørne, mens jeg gentager bønnen. Så rasler jeg hurtigt. Finder en rytme, beder min bøn og på et tidspunkt er mit hoved tomt, fuldstændigt uden tanker, bare fyldt op med et sælsomt blegt lys. Det er tid at lægge raslerne, og jeg anbringer mig på lammeskindet og tager tørklædet over øjnene.
Jeg påkalder mit kraftdyr. Det er en musvåge, den kommer flyvende og sætter sig på min skulder. Den ved altid hvor vi skal hen. Den fortæller, at vi skal ned i underverdenen. Vi smutter ned gennem et muldvarpeskud, og det er altid så forunderligt at vandre af sted i den lyse gang under jorden. Musvågen flyver foran mig, og jeg lader hænderne glide langs siderne af den rummelige gang. Jord drysser ned på gulvet, når jeg rører væggene og rodtrævler stikker ud alle vegne. Der er så lyst hernede, selvom jeg ikke kan se nogen lyskilde. Måske kommer lyset, hvor tunnelen munder ud, for solen skinner meget skarpt i landskabet.
Det er det smukkeste landskab. Der er store bjerge, grus, hav, langt stridt græs. Nede ved havet står en stor klippeblok i gruset, og musvågen og jeg sætter os på den og mærker varmen fra den stråle op i os. ”Du skal bade i havet”, siger musvågen altid. Jeg går ned og vader ud i vandet, det er lidt koldt, men jeg vænner mig hurtigt til det. Når jeg bader i det hav, er det som om healingen begynder der. Det er en stor nydelse at mærke det om kroppen. Havet danner en flydende vugge om mig, og jeg ligger og mærker, hvordan porerne i huden åbner sig for det rensende vand. Jeg svømmer lidt rundt, lukker øjnene og er bare.
Så står jeg op af vandet og sætter mig på klippeblokken igen ved siden af musvågen. Detaljer som at tørre sig og klæde sig på, findes ikke her. Vi venter nemlig. På Portvogteren, den som skal føre mig derhen, hvor det er meningen jeg skal være på denne rejse.
Jeg kan høre portvogteren, før jeg kan se den. Der lyder altid nogle dumpe, buldrende trin. Som hvis en kæmpe dinosaurus kom trampende. Så ser jeg portvogteren, og det er altid et forunderligt syn. Nu kunne man jo tro, at det er et englelignende væsen, blidt, fint og yndefuldt, taget ud af et billede malet af Michelangelo, men sådan er det ikke. Den portvogter jeg kender, er et underligt stort birketræ, som meget klodset kommer gående imod mig hen over steppen. Det vralter af sted, grenene i toppen vipper i takt med den disharmoniske gangart og det er som om træet forsøger sig med islandsk pasgang. Men man skal ikke tage fejl. Det kan godt være, at portvogteren er gumpetung at se på, men den er hurtig. Selvom den kommer fra noget fjernt, går der kun et par sekunder, før den standser foran mig og musvågen. En lille dør i træet åbner og et lys træder ud. Det er oftest sådan, at jeg ikke kan se ret godt hernede i underverdenen. Hvis jeg ser direkte på genstandene, er det ikke andet end lys, men ser jeg lidt ud af øjenkrogen, kan det være muligt at danne mig et indtryk af, hvordan her egentlig ser ud, set med mit hele øje. Ser jeg på portvogterens sjæl, som jeg ved en tidligere rejse ved det er, så er det et alfeagtigt væsen i slægt med Gud. Fint og let, men mest bestående af hvidt, blændende lys.
Jeg bliver budt indenfor, og sammen sætter vi os ind i træet. Vi taler lidt, portvogtersjælen og jeg, vi er nemlig sammenvoksede venner. Vi griner, når birketræet gungrer over sletten. Det kildrer i maven og alligevel går der kun få sekunder, så er vi hvor vi skal være.
Jeg ved aldrig, hvor jeg kommer hen. Det kan jeg så godt lide, for hvordan skal jeg med min menneskehjerne vide, hvor helbredelsen er. Det hvide lys åbner døren, og jeg ser, hvad jeg opfatter som en landsby. Husene er tømret af træ, der er halvmørkt og ikke særlig smukt, nærmest bare gråbrunt. Som en guldgraverby, hvor det ikke har handlet om æstetikken, da man hurtigt smækkede husene op. Sammen går vi hen mod et af husene og portvogtersjælen åbner døren og siger, jeg skal gå derind. Jeg spørger om ikke den skal med, men den siger nej. Den er ellers ofte med.
Da jeg træder ind i huset og lukker døren efter mig, er det første jeg registrerer en fjendtlig stemning. Da jeg kigger rundt, sidder der en kreds af mænd, som alle emmer af fjendtlighed. Mange af dem ser hånligt på mig, måler mig med blikket og andre ser fuldstændigt ligegyldige ud. Det betyder intet for dem, at jeg er midt i deres kreds. Det er svært at fokusere på mændene. Igen sker det, at kigger jeg direkte på en af dem, ser jeg et smukt, hvidt og funklende lys, men bruger jeg øjenkrogen til at se med, ser jeg slidte, usoignerede og ulykkelige mænd. De er beskidte, virker lige så farveløse som husene i landsbyen og de fleste har en cigaret, pibe eller cigar i munden. Mange af dem er tandløse, ubarberede og deres hud er grå, efter et langt livs slid, slæb og fortvivlelse.
Så dukker en shamankvinde op ved siden af mig. Jeg har mødt hende mange gange før, og en af gangene forklarede hun, at hun er personificeringen af alle mine mødre og bedstemødre gennem al tid. Og hun tilføjer altid, at der ikke er nogen forskel mellem hende og mig – at vi er ét. Det siger de vise altid i denne verden, at vi ikke er adskilte.
Shamankvinden fortæller mig, at alle disse mænd har gjort mig fortræd i mine tidligere liv. De liv hvor jeg var kvinde. De har ydmyget mig, tævet mig, nedgjort mig, slået mig og mine børn ihjel, kuet mig og slået mine tænder ud utallige gange. Det er derfor, jeg nu har tandpine. Mændene vil gerne sone alle disse ugerninger ved at heale mig – om jeg er klar til det? Jeg nikker.
Jeg lægger mig ned, og mændene står i en kreds om mig. De begynder at synge. Deres kraftfulde stemmer bølger i rummet og fylder det ud. Tonerne vibrerer i min krop og jeg bliver løftet op og flyder med i den energi, som stemmerne skaber. Der er en urgammel mandskraft i den sang, som synger om al deres smerte, men også om skabelsen, om kærligheden og om tilgivelse. Jeg glemmer alt som omslutter mig og løftes ind i de klange, som mændene skaber med deres flerstemmige sang. Jeg svæver i noget rent og hvidt og kan pludselig føle en flig af samhørigheden.
Da mændene slutter og trækker sig tilbage til deres pladser, hvisker shamankvinden, at jeg skal åbne munden. Hun forer min mund med urter og sætter ild til. Det gør ikke spor ondt, ild renser, jeg har prøvet det før i andre dele af kroppen. Jeg ser hvordan tyk, sort røg hvirvler ud af min mund, det kommer i klumper og jeg fornemmer hvordan al smerten forlader mig med røgen. Nu er jeg renset, og igen kommer der en urt ind i min mund, men denne gang er det en lysurt. Den spreder lyset i mig, fylder de tomme pladser, som før var fyldt med det dårlige. Da jeg er færdig, rejser jeg mig. Ved døren spørger shamankvinden mig, om jeg vil tilgive mændene for hvad de har forvoldt af ondt. Der er intet jeg hellere vil. Jeg vender mig mod dem, opfyldt af dyb taknemmelighed for deres sang, folder hænderne foran brystet og bukker for dem. Jeg siger, at jeg tilgiver dem fuldstændigt. At hvad der har været mellem os, ikke findes længere. Nu er der kun kærlighed. Jeg velsigner dem, ønsker dem lys, kærlighed og medgang; jeg er lys og svæver, fyldes af en ordløs taknemmelighed. Mændene har rejst sig, fjendtligheden fra før eksisterer ikke længere mellem os, de bøjer sig og hilser mig. Nu er der kun kærlighed mellem os. Jeg takker dem, takker shamankvinden, bukker en sidste gang for dem alle og går ud af døren. I det jeg lukker den bag mig, strejfer den tanke mig: ”Hvornår bliver jeg mon konfronteret med alle dem, som jeg har gjort ondt? ”. For sådan er det jo. Det er altid, bagefter, nemmere at være offer end at være bøddel. Jeg lader tanken fare, hilser på portvogtersjælen og sammen sætter vi os ind i birketræet igen. Vi flyver over steppen, jeg stille og fyldt med taknemmelighed. Portvogtersjælen sidder tyst og lysende ved siden af mig.
Da jeg stiger ud af Portvogteren takker jeg, og vender mig mod musvågen, som venter mig på klippeblokken. Jeg går ned til havet og bader igen, står op, og sammen med musvågen går jeg ind i jordgangen og kommer op af muldvarpeskuddet. Jeg takker musvågen og den flyver derhen, hvor den nu skal.
Jeg sidder tilbage på lammeskindet, takker Jesus for kærligheden og skriver rejsen ned i hæftet, stadig så opfyldt af taknemmelighed. Så går jeg ind og spiser frokost.
Om mandagen havde jeg en tid hos tandlægen, selv om jeg næsten ikke syntes det var nødvendigt. Han spurgte hvordan jeg havde det, og jeg svarede, at det gik meget bedre. Han skyllede tændernes rødder i brintoverilte, og da jeg var færdig, spurgte han, hvornår det begyndte at gå bedre. Jeg tøvede lidt. Besluttede så at han ville synes, jeg var skingrende skør, hvis jeg fortalte om min rejse. Sagde i stedet, at det var vendt, da han rodbehandlede tand nummer to. Det er nemlig ikke til ret mange, jeg fortæller om mine shamanistiske rejser. Folk vil nok synes, det er helt ud i hampen. Men nu har jeg fortalt om det til dig.

 

 

Foto: Jacob Jørgensen

Foto: Jacob Jørgensen

 

BOGANMELDELSE:

 

Jesper Stein: Uro         2008-11-06 22.28.31

Når jeg skal læse krimier, skal de være gode, forstået på den måde, at det ikke skal være muligt for mig, på noget tidspunkt, at gætte mig til hele sammenhængen. Jeg kan have anelser og kvalificerede antagelser, men er krimien god, skal slutningen have et særligt tvist, så jeg sidder tilbage med følelsen af at være blevet overrasket.
De krimier, jeg læser skal ikke være alt for voldelige, der skal være gode skildringer af samfundet og personerne og så må det ikke være børn, det går ud over. Det kan jeg simpelthen ikke tåle. Jesper Steins tre krimier Uro, Bye bye blackbird og Akrash lever alle tre op til mine kriterier. De er utrolig spændende, samfundsrelevante og personskildringerne er levende og medrivende. Jeg anbefaler at man læser dem i den rækkefølge de er udgivet i, som jeg har linet dem op her, fordi personerne udvikler sig. Det anbefales også, at man har god tid, når Jesper Steins krimier skal læses, for de er svære at lægge fra sig. De kommer med på toilettet, med til familiekomsammen og bringes med i seng om aftenen – hvor man ikke skal regne med at få særligt meget søvn – det er alt for spændende læsning.

 

 

BOGANMELDELSE:

John Williams: Stoner
(Læst i juleferien 2014)

Jeg kan ikke anbefale denne bog nok. Jeg misunder de folk, som har til gode at læse den.
Stoner blev udgivet i USA i 1965, blev genudgivet i 2006 og har igen fået et come back – og det er fuldt forståeligt. Det er længe siden, jeg har læst så god en bog. Man følger manden, William Stoner, i hans liv, hvor han som ung begynder på landbrugsskole, men drages af litteraturens verden og ender som underviser på et universitet. Det er en stille bog, men portrættet af William Stoner, som er en helt almindelig mand, handler om et levet liv på godt og ondt, og det er vigtigt. Bogens personer skildres som taget ud af den tid de lever i, man fornemmer deres forvirring over sig selv, deres uerkendte, uudtalte og ulevede følelser og drømme, og forstår at vi alle er et produkt af vores tid – om vi vil det eller ej. Bogen handler om afmagt, om had og hævn på den forkvaklede, civiliserede måde, alt sammen fordi refleksion og selviagttagelse er så svært at magte. Den handler også om kærlighed og tilgivelse, på den skæve, menneskelige måde, hvor ord ikke bliver sagt, og følelser bliver lukket ud og ind på en uhensigtsmæssig måde, men alligevel fornemmes, så kærligheden, trods hårde odds, alligevel fylder mest. Den bog sad i mig længe efter jeg havde læst den færdig. Og store flige af den sidder der endnu. Den kan ikke anbefales nok.

 

BOGANMELDELSE:

Leif Davidsen: Steinbecks spøgelse
(Læst primo januar 2015)

Jeg har altid godt kunnet lide Leif Davidsens bøger, især krimithrilleren Limes billede. Denne bog er ikke en krimithriller, men en rejsebeskrivelse. Leif Davidsen kører sammen med sin kone Ulla fra østkysten i USA til vestkysten og tilbage igen. De kører i forfatteren John Steinbecks (bla. forfatter til Vredens druer og Øst for paradis – kan i den grad anbefales) hjulspor, han kørte turen i USA i 1960.
Under rejsen filosoferes der over mange emner. USA’s våbenpolitik, racisme, fattigdom, tabet af the american dream, men også over amerikanernes store åbenhed, venlighed og historie. Det er en oplysende bog, i hvert fald for sådan en som mig. At få del i Leif Davidsens store viden om mange ting og hans humane menneskesyn oveni er for mig en gave at få. Men også indblikket i forskellene på amerikanere og europæere er værd at tænke over. Det får mig til at tænke og reflektere over eget levet liv. Og livet lige nu.
Denne bog anbefales i allerhøjeste grad. Jeg læste den bid for bid, den blev ikke slugt og sunket på to dage. Den fortjener at blive reflekteret over,  og jeg ville gerne trække den gode tid i dens selskab ud, så jeg kunne nyde at læse den. Jeg misunder dem, der har denne bog til gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>